Man hører hele tiden om farerne ved de sociale medier. Det bliver beskrevet i avis, på fjernsynet og, ironisk nok, på de sociale medier. Alle snakker om hvor farligt og vanedannende det er. Men af en eller anden grund, så nikker vi bare genkendende til det, men ændrer ikke adfærd. Måske tror vi ikke rigtigt, at det har noget med os at gøre? Vi kan godt se, at andre har et problem, når vi kigger rundt og ser at alle har næsen begravet i deres smartphone. Men hvor ofte er det lige du selv gør det? Vi kan godt lide at fortælle os selv, at vi kun undtagelsesvis fortaber os i de sociale medier, mens det er de andre der tydeligvis er afhængige. Men er det nu også tilfældet?

Det var det i hvert fald ikke for mig. Det var blevet så slemt, at jeg nærmest fik et panik anfald, hvis jeg havde glemt at få min telefon med mig. Det var efter den oplevelse, at jeg begynde at spørge mig selv om, om jeg måske havde et problem. Jeg var stadig skeptisk, men jeg besluttede mig for at prøve det af. Jeg aftalte med mig selv, at jeg ikke ville bruge min telefon, medmindre jeg var på toilet eller nogen ringede til mig. Simple regler, ikke?

Men hold da op, hvor var det svært! Der var så mange situationer, hvor jeg følte mig helt rundt på gulvet og fortabt. Den bygning jeg bor i har en elevator, og jeg har taget den elevator op og ned flere hundrede gange. Det har aldrig været et problem. Men nu hvor jeg ikke havde min telefon, blev det pludseligt super akavet når en anden person stod i elevatoren sammen med mig. Jeg lagde mærke til, at min hånd nærmest per automatik dykkede ned i lommen på mine bukser, og var ved at finde telefonen frem. Jeg måtte stoppe mig selv. Men hvad gør man så? Står man der så bare, og siger ingenting? Jeg vidste ikke engang hvor jeg skulle placere mine hænder!

Lignende problemer ramte mig flere gange. Jeg blev generelt rastløs. Min eneste redning var, at sætte mig ud i min Kia Picanto og køre en lang tid. En rigtigt lang tur. Det var på en af disse lange køreturer ud i det blå, at jeg pludseligt blev ramt af en utroligt afslappet og god følelse. Jeg havde mærket noget lignende før, da jeg var på et meditationsophold i Himalaya. Jeg var fuldstændigt til stede i nuet, og følte en indre fred, som jeg virkeligt havde savnet.

Det er ufatteligt smukt bare at køre en lang tur i sin Kia. Der er faktisk masser af sådanne smukke oplevelser ude i den virkelige verden. Men vi misser dem, fordi vi konstant klikker rundt på telefonen og forsøger at score ”Likes” og andre ligegyldige emblemer. Det tager tid at komme af med sin afhængighed af disse teknologier der giver et skud dopamin med lige nøjagtigt de mellemrum der skal til for, at du ikke kan lade være med at bladre videre. Men det er det hele værd!