Endelig begynder varmen at bide sig fast i det danske sommerland, og rejserestriktionerne lempes, så det igen er muligt at komme til varmere himmelstrøg. Mange af os har måske ikke skænket sommertøjet en tanke, mens vi har været i corona hi. Hvis du heller ikke føler, at din sommergarderobe er helt klar, så er badedragten et godt sted at starte.

Sidste år kunne vi ikke komme ud at rejse, og badetøj var ikke øverst på shoppelisten. Måske har du slet ikke en badedragt, eller måske er den helt slidt ned, fordi du er hoppet med på vinterbadebølgen. Lad varmen lokke dig ud på en lille sommer-shoppetur og find din nye badedragt.

Føl dig godt tilpas på stranden eller i poolen

I en lang periode var bikini nærmest det eneste rigtige valg, hvis man ville være smart og trendy, men efterhånden er badedragten kommet mere og mere frem, og den er blevet lige så meget et modefænomen som bikinien. Hvis du ikke har lyst til at være for bar eller blot føler dig bedst tilpas i en badedragt, er der altså masser af muligheder for at finde lige præcis den, der får dig til at stråle.

Det vigtigste, når du vælger badedragt, er, at den har en god pasform, Hvis den sidder godt på din krop, og du kan bevæge dig ubesværet, så ser du automatisk godt ud. Så er det ikke så afgørende, om den har bryderryg, regulerbare stropper eller måske slet ingen stropper.

Hygge, motion eller alvor – badedragter til alle formål

Engang var badedragter kun noget, man brugte til sport og motion. Det var den elitesvømmerne brugte, og det var den, man trak i, hvis man gik i svømmehallen for at få motion. Og badedragten bruges også stadig til sport, om end den har fået konkurrence af den mere aerodynamiske heldragt. Men i dag er badedragten også en reel beklædningsdel, som du kan tage på, når du skal på stranden, for eksempel bare med en nederdel eller et par shorts til. På den måde bliver den faktisk et stykke tøj på lige fod med resten af din sommergarderobe.