Der er mange der ser moden som noget, der ganske enkelt bliver dikteret af nogle få mode-designere. De forestiller sig altså, at der er en eller anden form for design-elite, der holder møder nogle gange om året, og beslutter sig for, hvad der nu skal være moderne. Deres fælles beslutninger har så betydning for hvilken retning deres designs tager, og altså hvad der bliver vist og diskuteret i diverse modemagasiner. Man forestiller sig så, at nogle af de mest mode-interesserede danskere læser modemagasinerne, og vælger deres tøj på baggrund af, hvad der bliver vist i magasinerne. Deres venner og bekendte, der også ønsker at være med på moden, følger så deres eksempel, og på den måde bliver moden spredt fra eliten og ned til Hr. og Fru Danmark.
Men sådan fungerer det faktisk slet ikke. Mode er et levende fænomen: det er noget, der er i konstant udvikling, og som hele tiden vokser og forandrer sig. Du kan ikke bare diktere noget fra oven, og så regne med, at alle mennesker følger denne dikterede mode. Alle der kommer i kontakt med et modefænomen ser det, og tilgår det, på helt unik vis. Vores personlighed og vores personlige værdier spiller altid en rolle, og vil derfor have en betydning for hvordan vi tager moden til os. Moden forandres altså i mødet med hvert enkelt individ, og slutresultatet er derfor helt og aldeles uforudsigeligt. Moden går altså i ring: en designer kommer på en unik idé. Den adopteres af nogle mennesker, der sætter deres eget twist på tingene. Nogle af disse twists åbner andre menneskers øjne, og fænomenet spreder sig og er i løbende forandring. Designeren kan så se hvordan verden har taget imod, og udviklet på, hans idé: og kan bruge dette som springbræt til noget nyt. Ingen dikterer noget som helst: det er en slags implicit demokratisk kreativ proces.
Det er måske også grunden til, at de største modefænomener sjældent kommer fra store og anerkendte designere. Det er næsten altid en tilfældig outsider, der formår at skabe noget nyt og uset, der sætter gang i en kædereaktion.
Et rigtigt godt eksempel er den måde, som Philipp Plein har formået at blive et tysk mode-ikon. Han startede med at designe hundesenge af læder: ikke ligefrem noget man ville satse på, kunne kickstarte en karriere i modebranchen. Men Plein lyttede til dem, der fandt hans produkter interessante, og lod sig rive med. Han prøvede ikke på at diktere moden eller udviklingen: han red i stedet med på bølgen. Fra hundesenge til tasker og så til jakker og t-shirts. Ingen så det komme, og derfor kan man på en måde godt kalde Plein for en ”tilfældig outsider”: hans succes er ikke et resultat af en plan om at revolutionere moden. Det resultat er udelukkende et produkt af, at han skabte noget unikt og spændende, og formåede at observere og integrere hvad folk gjorde med disse innovative elementer.
